
Psykolog Louise Grønne
Autoriseret psykolog og specialist i klinisk børne- og ungepsykologi
Jeg er autoriseret psykolog, godkendt specialist i klinisk børne- og ungepsykologi og medlem af Dansk Psykologforening. I 2004 blev jeg færdiguddannet psykolog fra Aalborg Universitet og har siden specialiseret mig i forhold til børn og unge, samt deres familier og øvrige netværk.

Jeg har mangeårig erfaring med at arbejde med komplekse problemstillinger, eksempelvis børn og unge med neuropsykologiske udfordringer kombineret med svære opvækstbetingelser/traumer.
Mine specialer:
- autisme
- opmærksomhedsvanskeligheder/ADHD
- indlæringsvanskeligheder (lavt eller skævt kognitivt funktionsniveau)
- tilknytningsproblemer
- traumer, svære opvækstvilkår, omsorgssvigt, psykisk og/eller fysisk vold
- seksuelle overgreb, digitaliserede seksuelle krænkelser og seksuelle adfærdsproblemer
- ensomhed
- lavt selvværd
- mobning
- skoleproblemer/skolevægring
- forskellige belastningsreaktioner
Derudover er jeg optaget af at hjælpe børn og unge, der oplever udfordringer, som knytter sig til:
- kønsidentitet
- seksuel orientering
- angst
- tristhed/depression
- selvskade
- høj begavelse
Ydelser
Terapi og anden behandling
Metodisk er min tilgang til psykoterapi integrativ, hvilket betyder, at jeg anvender forskellige tilgange ud fra det enkelte menneskes behov og læringsstil samt den specifikke problemstilling. Jeg anvender primært kognitiv adfærdsterapi, psykodynamisk terapi og hypnoterapi, men inddrager eksempelvis også neuropsykologi, mentaliseringsbaseret terapi, leg og andre kognitive tilgange, hvor det er relevant.
Jeg tilbyder terapi til børn, unge og voksne. I forhold til børn og unge laver jeg både individuel behandling og behandling med inddragelse af forældre, opholdssted, plejeforældre eller øvrigt netværk. Når det drejer sig om terapi til børn, vil det oftest være hensigtsmæssigt og nødvendigt at inddrage forældre eller andet netværk til at understøtte behandlingen. Jeg tilbyder ligeledes forældrerådgivning samt psykoedukation. I forhold til voksne vedrører forløbene typisk selvforståelse, sociale problemstillinger og håndtering af hverdagen, når man er voksen med autisme og/eller ADHD samt stress/belastningsreaktioner, depression, angst og traumatiske hændelser.
Som udgangspunkt bruger jeg tavle, skriver og tegner, eller bruger på anden vis konkrete materialer mhp. at understøtte terapien. Hvis vi vælger at inddrage klinisk hypnose i behandlingen, fremmer det en mere fokuseret oplevelse af det, der foregår i det indre, følelsesmæssigt og kropsligt. Det opleves generelt som en tryg og afslappet tilstand at være i, samt en nænsom måde at arbejde med sine problemstillinger på.
Udredning
Jeg har mangeårig erfaring med at lave psykologiske udredninger af børn og unge blandt andet i forhold til vurdering af begavelse, opmærksomhed/ADHD, personlighed, kontakt/autisme, tilknytning, traumepåvirkning samt seksuelt bekymrende og krænkende adfærd. Som i behandling, er jeg i udredninger, meget opmærksom på at inddrage barnet/den unges netværk, da det bidrager til en væsentlig forståelse for barnet og barnets hverdag. Jeg er desuden optaget af at formidle udredningens resultater på en måde, så det bliver anvendeligt i dagligdagen for både barnet selv, familien og relevante fagpersoner.
Supervision
Gennem mange år har jeg ydet supervision til psykologer under videreuddannelse og til andre faggrupper, typisk pædagoger og lærere på skoler, plejeforældre og personale på opholdssteder.
Jeg er optaget af at opkvalificere de fagpersoner, der arbejder med børn og unge. Dette med henblik på at bedre barnet/den unges livsvilkår og omstændigheder, samt fagpersonernes forståelse, handlemuligheder og tilfredshed i arbejdet. For mig er det væsentligt, at supervisionen udfordrer og giver læring og praktiseres under trygge og tillidsfulde omstændigheder.
Jeg tilbyder supervision af terapeutiske forløb og børne- og ungepsykologiske undersøgelser herunder på specifikke test, eksempelvis WPPSI/WISC/WAIS, TOVA og Rorschach, samt vedrørende konsultative opgaver og personlige problemstillinger.
